April 2020
Foto Bjarke Ørsted

Velkommen til DNNKs første nyhedsbrev

Kære netværk,

Det er på tide at springe ud i det!

Først og fremmest tak fordi, du har tilmeldt dig vores nyhedsbrev. Med nyhedsbrevene kan du følge med i de aktiviteter, som netværket sætter i gang.  Vi vil også holde dig opdateret på, hvad der generelt sker inden for klimatilpasning både nationalt og internationalt. 

Nyhedsbrevet vil udkomme cirka en gang om måneden, og vi opfordrer dig til at dele nyhedsbrevet med dine kollegaer, som også kan tilmelde sig på vores hjemmeside: www.dnnk.dk/nyhedsbrev.

Næsten 500 har tilmeldt sig allerede inden, at vi har udsendt det første nyhedsbrev. Det er over al forventning og styrker vores tro, at netværket bliver det omdrejningspunkt for klimatilpasning og hurtigt får den rækkevidde, som vi drømmer om.

På vegne af bestyrelsen vil jeg i det hele taget gerne sige tak for den store og brede opbakning, der har været til DNNK indtil videre. Det har været en noget anderledes start midt i den pandemikrise, vi alle befinder os i. Men som så mange andre er vi så småt ved at få styr på hverdagen igen og glæder os meget til at kunne afholde arrangementer rundt omkring i landet, når verden åbner op igen. 

For netværket havde vi planlagt et program med studieture, temadage og stormøder, som naturligvis er aflyst eller udsat nu. Men vi griber også muligheden for at udvikle os online. Vi glæder os derfor til at annoncere spændende online møder og webinarer i den nærmeste fremtid.

God læsning,

Frank Brodersen, Bestyrelsesformand

Kreativ påskekonkurrence

Hjælp os med at udvikle vores nye logo!

Påskeferien står for døren, og for mange af os bliver det en stille en af slagsen i år. Men det levner måske tid at give os lidt kreativt input.

Det Nationale Netværk for Klimatipasning skal have et logo, der både er nemt at genkende og samtidig symboliserer netværkets rolle i forhold til den store klimatilpasningsopgave samfundet står overfor. Det er ikke en nem opgave, men du kan hjælpe vores grafiker ved at svare på fire spørgsmål i vores lille konkurrence, som du henter her.

Vi er taknemmelige for dit input og sætter et par gode flasker vin på højkant, som vi trækker lod om blandt de bedste besvarelser.

Vinderen annonceres i næste nyhedsbrev.

God og kreativ påske!

Konference om Biodiversitet

DNNK og DANVA sætter sammen biodiversitet på dagsordenen. Det er planlagt til tirsdag den 1. september. 

Det handler både om den store og den lille natur

På konferencen bliver du opdateret på de faglige og politiske holdninger til emnet, og du kan blive klogere på hvad forsyninger og kommuner kan gøre for at favne biodiversitet.

Hør indlæg fra bl.a. DANVA og KL, hør eksempler på, hvad andre har gjort og mød SLA arkitekter, som netop har vundet arkitekturprisen  ”Årets Arne” for klimatilpasningsprojektet Sankt Kjelds Plads i København.

Konferencen slutter af med to workshops, hvor du kan komme med input til en opsamling, der samler erfaringer både fra land og by til praktisk brug. 

Medlemmer af DNNK får rabat på konferencegebyret. Endeligt program offentliggøres snart – læs mere i næste nyhedsbrev.

5-, 20- og 50-årshændelser i Klimaatlas

Region Syd har henvendt sig til DMI på vegne af 20 kommuner, med et ønske om indikatorer for 5-, 20- og 50-årshændelser for nedbør, som DMI nu vil inkludere i Klimatlas. Men denne ekstraordinære tilføjelse kan kommunerne nu opdatere deres oversvømmelseskortlægninger med ét samlet og ensartet datasæt.

De nye indikatorer er tilgængelige i Klimatlas i juni, men for dem, der ikke kan vente, kan data allerede downloades nu.

Læs mere på DMIs hjemmeside.

På gensyn i maj!

Hvis du har en nyhed eller historie med bred interesse for netværket, så giv os endeligt et heads-up på info@dnnk.dk. Så ser vi gerne på, om den kan komme med nyhedsbrevet, eller vi kan hjælpe med at formidle den på anden vis.

 

Indstillinger og afmelding    |    Læs nyhedsbrevet i din browser