Se optagelsen her: LINK
Skovgaard Energy har opført et af de første elektrolyse-anlæg i Danmark, og det første der kombinerer grøn brintproduktion med grøn ammoniakproduktion. Siden idéen slog rod, har bæredygtighed, cirkulær økonomi og ansvarlig vandforsyning til anlægget været på dagsordenen både lokalt og nationalt, helt op til nu, hvor anlægget står færdigt på den vestjyske kyst.
Klimatorium har de sidste 3 år, i samarbejde med Skovgaard Energy og Lemvig Vand, undersøgt muligheder for at oprette en bæredygtig vandforsyning til anlægget, som et alternativ til den klassiske vandforsyning. Dette med henblik på at afprøve nye løsninger på robust vandforsyning i lyset af fremtidens vandefterspørgsel og klimaforandringer. Med PtX-industrien følger der nemlig en unik mulighed for at gentænke traditionel vandforsyning, da industrien både er storforbruger af vand og samtidig skal rense vand til brintproduktionen i sådan en grad at det ikke nødvendigvis er en fordel i at bruge drikkevand.
Samarbejdet er nu så langt at tilladelser er godkendt, testbrønde er gravet ned til at opsamle højtstående grundvand til forsyning af anlægget, og udstyr til at overvåge påvirkning af det omkringliggende vandmiljø er installeret.
I indslaget vil Per Kristiansen, projektleder ved Lemvig Vand, og Merete Løvschall, projektudvikler hos Skovgaard Energy, fortælle om deres rejse indtil nu og dele ud af erfaringer. For hvordan når man frem til at teste brugen af terrænnært grundvand til industri? De berører temaer som lovgivning, vandforbrug og vandkvalitet til brintproduktion, spildevand fra omfattende vandrensning, højtstående grundvand, tekniske løsninger, samarbejde på tværs af virksomhed, forsyning og kommune.
Klaus Kattenhøj, chef for vandteknologi i Danish Export Association, vil yderligere krydre indslaget med hans viden om tendenser og efterspørgsel i markedet – nationalt og internationalt. For der var en PtX-boble hvor mange store PtX projekter blev annonceret overalt i Danmark, men mange projekter er blevet droppet eller udsat. Så er boblen sprunget? Eller er den blot forsinket? Det vil Klaus gøre tilhørerne klogere på.
Indslaget indledes med en kort præsentation fra hver deltager; Per, Merete og Klaus. Derefter følger dialog mellem oplægsholderne og spørgsmål fra tilhørere. Klimatorium vil være ordstyrer under indslaget.





