Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Masterclass: Danmark som kontekst for naturbaserede løsninger

7 oktober kl. 09:00 - 10:30

Torsdag 1. oktober, Nikolai Friberg – Biologisk vinkel på den danske kontekst for NBS

Titel: Hvordan kan NBS bidrage til løsningen af biodiversitetskrisen i Danmark?

Biodiversitetskrisen er en af de største, men samtidig mindst synlige udfordringer for fremtidens samfund. Mens klimaforandringerne mærkes direkte gennem ekstremt vejr og stigende samfundsomkostninger, foregår tabet af arter og økosystemer mere stille. Konsekvenserne kan imidlertid blive lige så omfattende, da vores samfund, økonomi og livskvalitet er fundamentalt afhængige af velfungerende økosystemer.

I Danmark oplever vi i disse år et stigende fokus på naturen og på behovet for at genskabe større, sammenhængende naturområder for at bremse tabet af biodiversitet. Med en høj befolkningstæthed og et landskab præget af intensiv arealanvendelse, herunder en stor andel landbrugsjord, er der imidlertid behov for at styrke naturindholdet i hele landet. Dette skal ikke ske som et alternativ til etableringen af større naturområder, men som et vigtigt supplement, der kan understøtte biodiversiteten på tværs af landskabet.

Naturbaserede løsninger (NbS) udgør en oplagt mulighed for netop dette. Ud over at bidrage til øget biodiversitet kan de være med til at håndtere en række af de samfundsudfordringer, vi står over for, herunder klimaforandringer, vandmiljøproblemer og arealkonflikter. Samtidig viser forskning, at adgang til natur og grønne omgivelser har en positiv effekt på menneskers trivsel og mentale sundhed. Naturbaserede løsninger kan derfor skabe værdi på tværs af miljømæssige, sociale og økonomiske dimensioner.

I denne masterclass vil jeg fokusere på:

  • Hvorfor natur og biodiversitet er afgørende for vores samfund og velfærd
  • Hvad naturbaserede løsninger (NbS) er
    • Den historiske baggrund for begrebet
    • Hvordan NbS defineres
    • Hvordan NbS adskiller sig fra relaterede begreber som naturgenopretning og naturrestaurering
    • Begrebets politiske og strategiske forankring
  • Hvordan NbS fungerer i praksis
  • Hvad der skal til, for at NbS kan bidrage væsentligt til at styrke biodiversiteten
  • Hvilke muligheder og barrierer der findes for en opskalering af NbS i Danmark, herunder i relation til den grønne trepart
  • Hvordan vi omsætter viden og ambitioner til konkret handling

 

 

Onsdag 7. oktober – Jóna Ólavsdóttir

Fra ambition til handling: Hvad kræver god interessentinddragelse i naturbaserede løsninger?

Naturbaserede løsninger skal ikke kun være naturfagligt velfunderede – de skal også kunne realiseres i en kompleks virkelighed med mange interesser, myndigheder og aktører. Det stiller særlige krav til den måde, vi organiserer implementeringen og inddrager de mennesker og organisationer, der berøres af løsningerne.

Danmark har umiddelbart særligt gode forudsætninger for den opgave. Vi har stærke offentlige institutioner, relativt stor kommunal autonomi, høj tillid og en lang tradition for dialog og samarbejde mellem myndigheder, organisationer, virksomheder og borgere. Men gode forudsætninger fører ikke automatisk til god inddragelse. Mere regulering, stort implementeringspres og begrænset organisatorisk kapacitet kan reducere det lokale handlerum og gøre inddragelsen mere formel end reel.

I denne masterclass undersøger vi Danmark som kontekst for interessentinddragelse. Undervisningen tager afsæt i Jóna Ólavsdóttirs nyligt udgivne bogkapitel “From Standards to Practice: How Contexts Shape the Implementation of Nature Based Solutions” i The Palgrave Handbook of Nature-Based Solutions og kobler kapitlets perspektiver til de konkrete udfordringer, som praktikere møder, når naturbaserede løsninger skal omsættes fra ambition til handling.

 

 

Onsdag 21. oktober, Nikolai Friberg/NN – Teknisk vinkel på den danske kontekst for NBS

– Den globale standard for NBS og fremtidige muligheder

 

Naturbaserede løsninger (NbS) har et stort potentiale til at bidrage til løsningen af væsentlige samfundsudfordringer, særligt i relation til klimaforandringer, hvor traditionelle tekniske løsninger i stigende grad viser deres begrænsninger. Anvendelsen af NbS er imidlertid endnu ikke på et niveau, der gør det muligt at imødegå de klimaudfordringer, vi står over for i disse år.

  • Selvom der løbende sker en udvikling af NbS gennem forskning, græsrodsinitiativer samt markedsudvikling blandt virksomheder og entreprenører inden for den grønne omstilling, bliver naturbaserede løsninger ofte fravalgt til fordel for mere traditionelle tilgange. Dette skyldes blandt andet usikkerhed om, hvad NbS egentlig omfatter, og hvordan deres effekter kan dokumenteres og kvantificeres.
  • Et vigtigt skridt i retning af en øget forståelse og udbredelse af NbS har været udviklingen af en global standard. International Union for Conservation of Nature (IUCN), verdens største netværksorganisation inden for naturbeskyttelse, introducerede derfor en global standard for naturbaserede løsninger. Formålet er at skabe en fælles forståelse af, hvad en naturbaseret løsning er, og hvilke kriterier den skal opfylde. Standarden gør det muligt at sammenligne projekter på tværs af sektorer og geografiske områder samt reducere risikoen for greenwashing, hvor projekter betegnes som NbS uden reelt at leve op til definitionen.
  • Opskaleringen af naturbaserede løsninger sker fortsat for langsomt og er endnu ikke på et niveau, hvor den samlede anvendelse skaber mærkbare positive effekter for eksempelvis biodiversitet, klimatilpasning og vandmiljø ud over de enkelte projekter. Vi besidder imidlertid allerede den nødvendige tekniske viden til at øge implementeringen af NbS i Danmark, og denne viden vil blive præsenteret og diskuteret i denne masterclass.

I denne masterclass vil jeg fokusere på:

  • Introduktion til naturbaserede løsninger og den gældende definition
  • Klimaudfordringer med særligt fokus på ferskvandsmiljøer
  • Hvordan NbS kan bidrage til at løse disse udfordringer
  • Eksempler på anvendelse af NbS i Danmark
  • IUCN’s globale standard for naturbaserede løsninger
  • Anvendelse af standarden i praksis med Holmehave-projektet som case
  • Hvordan vi kan opskalere anvendelsen af NbS, så løsningerne får reel effekt på samfundsniveau

 

Tilmeld dig her

Detaljer

Sted