Klimatilpasning i Almennyttige boligforeninger bør altid være løftestang for at skabe attraktive og frodige uderum til glæde for beboerne – men i respekt for stedets arkitektur og beboere. Det mener i hvert fald teamet bag det omfattende klimatilpasningsprojekt i Urbanplanen; Remisevængerne afd. Nord, Vest og Øst samt Hørgården afd. 1 og 2.
Alt regnvand separeres og håndteres på overfladen i et kæmpe LAR anlæg, men oprindeligt var planerne mere traditionelle løsninger i rør under jorden. En ambitiøs bygherre så dog muligheder i at bringe regnvandet op på overfladen, og et engageret rådgiverteam har siden 2018 arbejdet på et fælles mål om at håndtere så meget regnvand som muligt i blå-grønne løsninger, der bidrager til at skabe merværdi for beboere, bedre forhold for biodiversitet, reduceret CO2-aftryk og ansvarligt ressourceforbrug. Første spadestik skete i 2024 og hele området forventes at være færdig i 2027.
Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem AI Arkitekter & Ingeniører, Thing Brandt Landskab, 3B v./KAB og den boligsociale helhedsplan Amagerplanen. Malmos Anlægsgartnere står for den udførende del.
Hør om tankerne bag selve projektet, processen frem til udførelse og ikke mindst erfaringer på godt og ondt som er gjort det første år under udførelsen.
Præsentation ved bygherren (KAB), rådgiverteamet (AI Ingeniører og Thing Brandt Landskab) og entreprenøren (Malmos – en del af idVerde)