Hvad sker der, hvis man ved, hvor naturen har potentiale — inden lokalplanen er tegnet?
Biodiversitet dukker ofte op sent i klimatilpasnings- og byudviklingsprojekter, som et hensyn der skal håndteres. I 2024–2025 fik Københavns Kommune for første gang kortlagt biodiversiteten i hele byen som led i kommunens ønske om en langsigtet og vedvarende indsats for at fremme biodiversitet i byen. Kortlægningen består bl.a. af tre potentialekort for at bevare, forbedre og udvide naturen, opdelt i felter på cirka en hektar, suppleret med et inspirationskatalog der kommer med konkrete anbefalinger til ni cases bl.a. på kommunens egne arealer.
Det interessante er, hvad kortene så kan bruges til. De samme grønne arealer skal ofte både rumme regnvand og give plads til natur — og kortlægningen gør det muligt at se biodiversitetspotentialet tidligt. Men den rejser også nye spørgsmål: kortene tager ikke højde for igangværende byggeri og kommende byudvikling, og de skal derfor oversættes til beslutninger sammen med grundejere, forsyninger og forvaltninger.
Til dette webinar fortæller Københavns Kommune og Sweco, hvordan kortlægningen blev til, hvordan den bruges i planlægningen i praksis, og hvor den støder ind i virkeligheden. Vi ser på metoden bag screeningen, på hvad der kræves af data og feltarbejde — og på hvad andre kommuner konkret kan tage med hjem, uden at skulle kortlægge en hel by først.
Oplægsholdere: Matilde Thomasen Rasmussen, Center for Byudvikling, Københavns Kommune, og Hans Paarup Thomsen, Sweco Danmark.
Kornelius Pagels fra DNNK er vært.



