Danmark står over for enorme investeringer i klimatilpasning, vedvarende energi og grøn infrastruktur. Men mange steder møder projekterne lokal modstand, konflikter om ejerskab og manglende folkelig opbakning.
I bogen Andelskraft – styrken i fællesskab og forretning undersøger Andreas Pinstrup, hvordan demokratisk ejerskab kan skabe større lokal opbakning, langsigtede løsninger og stærkere fællesskaber. Med afsæt i både ny forskning, aktuelle cases og Danmarks andelshistorie viser bogen, hvordan fælles ejerskab kan blive en vigtig del af fremtidens grønne omstilling.
I dette webinar sætter Andreas Pinstrup fokus på, hvad kommuner og vandselskaber kan lære af andelstanken i arbejdet med klimatilpasning og den grønne omstilling. Hvordan skaber vi lokal opbakning til store forandringer? Hvordan gør vi borgere til medspillere frem for modstandere? Og hvordan kan fælles ejerskab og demokratisk deltagelse bidrage til mere robuste og langsigtede løsninger?
Oplægget giver blandt andet indblik i:
- Hvordan kommuner og vandselskaber kan styrke lokal opbakning til grønne projekter og klimatilpasning
- Hvad forskning og erfaringer fortæller os om demokratisk ejerskab, borgerengagement og lokal legitimitet
- Konkrete danske eksempler på fællesejede løsninger inden for energi, forsyning og lokal udvikling
- Hvad kommuner og vandselskaber kan lære af andelstanken, når fremtidens grønne omstilling skal forankres lokalt
Ronja Sørensen fra Gate 21 er vært.



