Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Verdens første klimatilpasningsanlæg hvor alt regnvand fordampes

17 september kl. 14:00 - 16:30

Du inviteres til en præsentation og rundvisning af Fordampningshaven. Anlægget står nu færdigt, og vi indbyder til en inspirerende eftermiddag med fokus på fordampning, hvor Teknologisk Institut på vegne af projektpartnerne, præsenterer dig for verdens første klimatilpasningsanlæg, der håndterer regnvand lokalt udelukkende ved fordampning.

De forskellige fordampningselementer består af plantekummer, fordampningsvægge, søer og engbassiner. Alt sammen er integreret i udearealerne i Pileparken 6 og er med til at give opholdsrum og skabe et mere blågrønt miljø, der skifter udseende med årstiderne.

Projekt DAMP er udviklet gennem tværfagligt samarbejde mellem Gladsaxe Kommune, Arbejdernes Boligselskab, Novafos, Teknologisk Institut, Københavns Universitet, BYspektrum, SmartBrønd og Amphi Consult – med støtte fra Realdania og EU’s Horizon 2020-program (euPOLIS). I tætte byområder med lerjord og højt grundvandsspejl er nedsivning af regnvand sjældent muligt, og traditionel kloakering er under stigende pres fra klimaforandringerne. DAMP demonstrerer, at fordampning – en overset del af vandets naturlige kredsløb – kan være en reel, lokal løsning.

Kom og hør om anlægget, de arkitektoniske overvejelser, styringen af vandet, det opsatte måleprogram – og perspektiverne i at bruge fordampningsanlæg til håndtering af regnvand og terrænnært grundvand.

Praktiske oplysninger

Dato:
Torsdag den 17. september

Tidspunkt:
14:00 – 16:30

Sted:
Vi mødes udenfor på adressen: Fordampningshaven, Novembervej 27, 2860 Søborg

 

Program

14:00 – Velkomst Ankomst, kaffe og en kort velkomst til eftermiddagen.

14:15 – Introduktion til Projekt DAMP En samlet præsentation, der tager udgangspunkt i hele projektets rejse:

  • Overvejelserne bag projektet – hvorfor fordampning, og hvordan blev idéen født i et byområde med lerjord, højt grundvandsspejl og pres på kloaksystemet
  • Anlægsfasen – fra de første skitser i 2017 til det færdige anlæg
  • Det sociale samarbejde – hvordan beboere og boligorganisationen Arbejdernes Boligselskab har været med til at forme haven som et rekreativt byrum med legeplads, boldbane og grillplads, samtidig med at det løser en klimaudfordring
  • Styring og måling af anlægget – det intelligente styringssystem med buffertank, elektroniske ventiler og et sensornetværk, der overvåger vandmængder, flow, klimaparametre og jordforhold
  • Perspektivering – hvad de kommende års dataindsamling kan lære os om vandbalance og fordampning, og hvilke muligheder løsningen giver for andre tætte byområder med terrænnært grundvand

15:00 – Rundvisning ved stationer Rundvisning mellem forskellige stationer i haven.

  • Fordampning og vandkredsløb – fra opsamlingssø og engbassin, over åbne vandrender, til det trykstatte rørsystem med pumper og buffertank
  • Arkitektur og rekreative kvaliteter – de grønne vægge, pilebygvæggene, træplantekummen og engbassinet, der er tænkt sammen med hverdagslivet i boligområdet
  • Styring og teknik – kontrolpanelet i kælderen, de elektroniske ventiler og hvordan systemet automatisk fordeler vand til de forskellige fordampningselementer efter behov
  • Måleprogrammet – se sensornetværket i praksis, og hør hvordan der måles på alt fra planternes vandoptag i de grønne vægge til nedbør, temperatur, luftfugtighed og solindstråling

16:00 – 16:30 – Netværk Mulighed for at drøfte projektet, stille spørgsmål til de fagfolk, der har bygget og driver anlægget, og netværke med de øvrige deltagere over en let forfriskning.

 

Tilmeld dig her

 

Vi glæder os til at se jer til en eftermiddag, hvor klimatilpasning, arkitektur og hverdagsliv går hånd i hånd.

Læs mere om Projekt DAMP på: www.teknologisk.dk/fordampningshaven

Detaljer

  • Dato: 17 september
  • Tidspunkt:
    14:00 - 16:30